Martin mener

Der var engang, hvor LO-bossen Harald Børsting slog i bordet og skældte ud på regeringen, når det kom til østarbejderes ændring af det danske arbejdsmarked. Hvor Harald Børsting lovede bål og brand til regeringen og krævede særregler i EU, så det danske arbejdsmarked kunne bevare sin høje standard med overenskomststyrede lønninger og gode arbejdsforhold.

Efter at den nye røde regering er trådt til, er Harald Børsting nærmest forsvundet i den debat. Dansk Folkeparti har hele vejen kæmpet for de danske arbejdere og talt for ordninger, som kunne beskytte de danske arbejdere mod de problemer, som de mange østarbejdere i Danmark vitterligt har skabt på det danske arbejdsmarked. Håndværkere, chauffører og andre danske arbejdere oplever hver dag de negative sider af udenlandsk arbejdskraft. Det er nemlig i høj grad et problem, at f.eks. østeuropæisk arbejdskraft i visse tilfælde fuldt lovligt udkonkurrerer og presser danskere på det danske arbejdsmarked. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Det fortæller os i Dansk Folkeparti, at der er noget galt med reglerne. Vi skal gøre meget mere ved den illegale arbejdskraft, men vi skal også gøre mere i forhold til den arbejdskraft, der i dag er her lovligt. Reglerne bør indrettes således, at der kun åbnes for udenlandsk arbejdskraft i de tilfælde, hvor vi rent faktisk mangler arbejdskraft. I Dansk Folkeparti forstår vi ganske enkelt ikke, hvorfor i alverden det kun er os, der mener sådanne krav bør gennemføres. Vi tager gerne kampen for de danske arbejdere, hvis du ikke vil, Harald Børsting. Kom så ind i kampen. Bank nu i bordet overfor statsminister Helle Thorning Schmidt (S). Det er trods alt dine medlemmers penge, der har hjulpet hende til magten.

Julen er for længst overstået for denne gang, men jeg tillader mig alligevel, at komme med en kommentar om en sag, som desværre kom til at sætte sit præg på mange danskeres julehumør i 2011. Det var historien om Klostervængets Skole i København, som af hensyn til skolens muslimske elever valgte at nedtone julen. Der måtte ikke synges Et Barn er født i Betlehem, fordi det kunne støde de muslimske elever.

Det som siden hen har slået mig, er en anden historie om den selvsamme skole. Klostervængets Skole går nemlig ikke af vejen for at diskriminere skolens elever med dansk baggrund. I skolens kantine og skolekøkken har man indført 100 % halalkød. Der må altså ikke spises svinekød eller andre produkter, som kan støde de muslimske elever. Hvad nu, hvis det støder forældrene til de danske børn, at deres poder ikke får lært at lave frikadeller eller leverpostej? Den danske folkeskole skal give eleverne et indblik i dansk kultur og traditioner, og uanset hvad man end mener om svinekød, så er det en del af den danske madkultur.

Under ramadan tages der sågar særligt hensyn til de muslimske elever, da de ikke må spise i dagtimerne. Derfor laves der mad, som de kan tage med hjem fra skole. Man vil altså ikke tage hensyn til danskere og dansk kultur. Det nedtoner man. Men man vil gerne tage hensyn til muslimer og islam. Det opprioritere man. Det er efter min opfattelse hykleri udover alle grænser. Ja, det er faktisk direkte ubehageligt!

Desværre er Klostervængets Skole i København ikke en enlig svale. Vi ser det gang på gang i de danske folkeskoler, hvor man gerne tager særhensyn til de muslimske særtraditioner, og blæser højt og flot på de danske. Det er misforstået integration så det fløjter. Jeg græmmer mig, hver gang jeg hører om endnu et eksempel på den slags. For både de danske, og alle de andre børn i den danske folkeskole, har krav på at lære om den danske kultur og de danske traditioner, som de skal være en del af – uanset hvad den danske lærerstab og andre måtte mene om den slags.

I Dansk Folkeparti mener vi der bør gribes ind. Vi vil ganske enkelt have et regelsæt, der klart pålægger ledere, lærere og pædagoger at lægge afstand til de alt for mange særlige religiøse hensyn til islam i børnehaver og folkeskoler. Det vil Dansk Folkeparti. Men hvad vil Venstre egentlig? Hvad vil regeringspartierne? Svaret er, de vil reelt ingenting. Og det er bare ikke godt nok. Jeg tror desværre, at rigtig mange, har det indtryk at både de borgerlige partier og regeringspartierne modarbejder disse mange særhensyn. Men sagen er den, at de reelt intet vil, og intet gør. Jeg håber virkelig at Folketinget og regeringen snart begynder at tage dette fænomen langt mere alvorligt, og ikke kun taler om det, når det lige er en sag, der kører i medierne. Derfor dette indlæg.

I flere medier har man kunnet læse historien om en børnehave, som har fravalgt julearrangementet i folkekirken af hensyn til muslimske børn. Jeg bliver både forarget og fortvivlet, for hvis det er den danske standardholdning, at vi skal give afkald på hele vores kulturbaggrund, af misforstået hensyn til muslimer, hvor ender vi så henne?

Det er efter min opfattelse uholdbart, at denne pågældende institutionen tager det kulturelle element ud af de unges integrations- og dannelsesproces og samtidig lader hånt om de danske børn, hvis forældre – som en helt naturlig ting – gerne vil have, at de kommer i kirke og får den oplevelse med. Jeg kan kun opfordre til at man dropper de misforståede hensyn, og melder ud, at her til lands, betyder vores danske kultur faktisk så meget, at vi agter at værne om den.

Hvis ikke man lokalt kan finde ud af at værne om den kristne kulturarv, så mener jeg, at Folketinget bør vedtage den lovgivning, der skal til, så vi ved, at vores institutioner ikke løsriver sig fra de grundpiller, som Danmark hviler på. 

 Det kan ikke være let at være EU-tilhænger i disse dage. Det kan derfor heller ikke være let at være den euromaniske Helle Thorning-Schmidt, der ser hen til Danmarks EU-formandskab fra næste år, som et lille barn til gaverne under træet juleaften. Statsministeren er sikkert overbevist om, at der ligger en pakke med løsning af finanskrisen – og at det bliver hende, som skal løsne det røde bånd og åbne denne pakke. Desværre for Helle Thorning-Schmidt, så gemmer der sig ingen løsning, men udelukkende kedelige pakker under EU-træet. Der ligger hjælpepakker til en række europæiske lande, og pakker med lange næser og varm luft til alle de andre EU-lande.  Alle pakker indkøbt med strukturelt rystede og lettere værdiløse euroer.

Statsministeren siger, at den danske krone allerede er koblet til euroen, og vi er med i europlus-pagten, og derfor kan vi lige så godt opgive al suverænitet, og gå hele vejen. Det går jo så godt i eurozonen. De evigt EU-glade, herunder statsministeren, er dybt frustrerede over, at Danmark ikke ”sidder med ved det store bord”, fordi de genstridige danskere valgte at sige ja til kronen og nej til euroen. Det må være lidt pinligt for Helle Thorning-Schmidt, at rejse til Bruxelles som repræsentant for en overvejende EU-skeptisk befolkning. Det må være hårdt for en statsminister at stå i spidsen for Danmark, når Danmark, efter statsministerens opfattelse, ikke helt har forstået opgaven. 

Danmark er ikke med i euro-samarbejdet. Derfor bør vi heller ikke betale for redningspakkerne. Ingen krise- eller redningspakker kan løse euroens strukturelle problemer. Det ved markedet udmærket godt. Det altovervejende problem består i, at et økonomisk svagt og gældsplaget land som Grækenland deler valuta med et vækstlokomotiv som Tyskland. Det forhold ændrer ingen redningspakke noget som helst ved. Tværtimod trækkes pinen ud – og problemerne vokser sig større. Hvad sker der, hvis ligeledes gældsplagede lande som Spanien eller Italien står for tur? Vil der overhovedet være penge nok, hvis det sker?

Helle Thorning-Schmidt vil gerne deltage aktivt i forhandlingerne. Derfor er det formentlig også kun et spørgsmål om tid, før regeringen involverer Danmark aktivt i en hjælpefond under det velkendte motto, at ’Danmark også bliver påvirket af krisen, og derfor aktivt må hjælpe til’.

Det vil med andre ord sige, at Danmark kommer til at betale til genrejsningen af de sydeuropæiske landes økonomier. Skatteyderne kommer til at betale regningen. Penge, der kunne være brugt til f.eks. bedre sundhed og hospitaler her i landet, vil falde i et bundløst hul, uden at krisen på nogen måde bliver lindret.

I Dansk Folkeparti siger vi nej. Vi nægter at lade Danmark medvirke til at forlænge krisen på danskernes bekostning. Så længe euroen fungerer som fælles valuta for vidt forskellige lande, er det umuligt at skabe vækst – simpelthen fordi betingelserne for vækst afhænger af tillid, og den tillid er ikke til stede. Nej, der kommer ingen gode julegaver under EU-træet. Højst et par dyre hjælpepakker.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti fik ikke 90 mandater i Folketinget. Derfor gælder partiernes løfter til vælgerne ikke. Det synes at være den officielle forklaring fra to af de tre regeringspartier, der har travlt i disse dage med at forklare vælgerne, hvorefter de mange løfter, der blev udstukket i valgkampen ikke bliver til noget. 
Den forklaring køber jeg imidlertid ikke. Ingen havde forventet, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti alene havde fået flertal i Folketinget. 
Alle måtte forvente, at Radikale Venstre og Enhedslisten ville blive nødvendige for at sikre Helle Thorning-Schmidt statsministerposten. Så S-SF kunne jo bare have afstemt deres valgløfter herefter. 
Alle på Christiansborg vidste, at radikale ikke ville give køb på tilbagetrækningsreformen og dermed at S-SFs løfter om efterlønnen var rent bluff. 
Alle på Christiansborg vidste, at de radikale ville forlange massive indrømmelser på udlændingeområdet og at løftet om at fastholde den stramme udlændingepolitik, der i forvejen var udvandet fordi S-SF havde lovet at afskaffe starthjælp og kontanthjælpsloft, ikke ville blive til noget. 
Den tidligere regering og det tidligere flertal har handlet helt anderledes. Her har vælgerne kunnet stole på, at de løfter, der var givet før valget, også kom med i regeringsgrundlaget – men anderledes altså med Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, der med åbne øjne og helt bevidst har ført vælgerne bag lyset, for at kunne sætte sig i ministerbilerne uanset, at man så skal føre radikal politik. 
Jeg kan godt forstå, at S og SFs vælgere er skuffede. Det ville jeg også være, hvis jeg på så skamløs en facon var blevet ført bag lyset.

Den nye regering har anlagt en helt ny og interessant kirkepolitik. 

Hvis et medlem af folkekirken truer med udmeldelse, gør Helle Thorning-Schmidt (S) og Margrethe Vestager (R) vedkommende til kirkeminister. Den radikale Manu Sareen sagde i august, at han ville melde sig ud. I oktober blev han så kirkeminister. 

Hvis ikke der var tale om et af landets højeste embeder, ville jeg skraldgrine. Nu er det bare sørgeligt. Jeg er for vores nuværende folkekirkeordning. 
Det er en afbalanceret og fornuftig ordning. 
Jeg er helt med på, at den nye regering er imod, ligesom Helle Thorning Schmidt (S) tidligere har argumenteret for en total adskillelse af kirke og stat og ligestilling af islam og kristendom med mere. 

Det er så sådan, det er, men derfor kunne den nye regering godt udvise en vis form for interesse i folkekirken. 

Man kunne da i det mindste lade, som om man interesserede sig for den. 

Det ville være at vise respekt for de mange, der arbejder eller er frivillige i kirken, og naturligvis at vise respekt for de mange danskere der synes, at en dåb, et bryllup eller en begravelse i kirken betyder noget. Folkekirken markerer jo blandt andet livets begivenheder. 

Det alene burde afføde en vis respekt.