Martin mener

Julen er for længst overstået for denne gang, men jeg tillader mig alligevel, at komme med en kommentar om en sag, som desværre kom til at sætte sit præg på mange danskeres julehumør i 2011. Det var historien om Klostervængets Skole i København, som af hensyn til skolens muslimske elever valgte at nedtone julen. Der måtte ikke synges Et Barn er født i Betlehem, fordi det kunne støde de muslimske elever.

Det som siden hen har slået mig, er en anden historie om den selvsamme skole. Klostervængets Skole går nemlig ikke af vejen for at diskriminere skolens elever med dansk baggrund. I skolens kantine og skolekøkken har man indført 100 % halalkød. Der må altså ikke spises svinekød eller andre produkter, som kan støde de muslimske elever. Hvad nu, hvis det støder forældrene til de danske børn, at deres poder ikke får lært at lave frikadeller eller leverpostej? Den danske folkeskole skal give eleverne et indblik i dansk kultur og traditioner, og uanset hvad man end mener om svinekød, så er det en del af den danske madkultur.

Under ramadan tages der sågar særligt hensyn til de muslimske elever, da de ikke må spise i dagtimerne. Derfor laves der mad, som de kan tage med hjem fra skole. Man vil altså ikke tage hensyn til danskere og dansk kultur. Det nedtoner man. Men man vil gerne tage hensyn til muslimer og islam. Det opprioritere man. Det er efter min opfattelse hykleri udover alle grænser. Ja, det er faktisk direkte ubehageligt!

Desværre er Klostervængets Skole i København ikke en enlig svale. Vi ser det gang på gang i de danske folkeskoler, hvor man gerne tager særhensyn til de muslimske særtraditioner, og blæser højt og flot på de danske. Det er misforstået integration så det fløjter. Jeg græmmer mig, hver gang jeg hører om endnu et eksempel på den slags. For både de danske, og alle de andre børn i den danske folkeskole, har krav på at lære om den danske kultur og de danske traditioner, som de skal være en del af – uanset hvad den danske lærerstab og andre måtte mene om den slags.

I Dansk Folkeparti mener vi der bør gribes ind. Vi vil ganske enkelt have et regelsæt, der klart pålægger ledere, lærere og pædagoger at lægge afstand til de alt for mange særlige religiøse hensyn til islam i børnehaver og folkeskoler. Det vil Dansk Folkeparti. Men hvad vil Venstre egentlig? Hvad vil regeringspartierne? Svaret er, de vil reelt ingenting. Og det er bare ikke godt nok. Jeg tror desværre, at rigtig mange, har det indtryk at både de borgerlige partier og regeringspartierne modarbejder disse mange særhensyn. Men sagen er den, at de reelt intet vil, og intet gør. Jeg håber virkelig at Folketinget og regeringen snart begynder at tage dette fænomen langt mere alvorligt, og ikke kun taler om det, når det lige er en sag, der kører i medierne. Derfor dette indlæg.

I flere medier har man kunnet læse historien om en børnehave, som har fravalgt julearrangementet i folkekirken af hensyn til muslimske børn. Jeg bliver både forarget og fortvivlet, for hvis det er den danske standardholdning, at vi skal give afkald på hele vores kulturbaggrund, af misforstået hensyn til muslimer, hvor ender vi så henne?

Det er efter min opfattelse uholdbart, at denne pågældende institutionen tager det kulturelle element ud af de unges integrations- og dannelsesproces og samtidig lader hånt om de danske børn, hvis forældre – som en helt naturlig ting – gerne vil have, at de kommer i kirke og får den oplevelse med. Jeg kan kun opfordre til at man dropper de misforståede hensyn, og melder ud, at her til lands, betyder vores danske kultur faktisk så meget, at vi agter at værne om den.

Hvis ikke man lokalt kan finde ud af at værne om den kristne kulturarv, så mener jeg, at Folketinget bør vedtage den lovgivning, der skal til, så vi ved, at vores institutioner ikke løsriver sig fra de grundpiller, som Danmark hviler på. 

 Det kan ikke være let at være EU-tilhænger i disse dage. Det kan derfor heller ikke være let at være den euromaniske Helle Thorning-Schmidt, der ser hen til Danmarks EU-formandskab fra næste år, som et lille barn til gaverne under træet juleaften. Statsministeren er sikkert overbevist om, at der ligger en pakke med løsning af finanskrisen – og at det bliver hende, som skal løsne det røde bånd og åbne denne pakke. Desværre for Helle Thorning-Schmidt, så gemmer der sig ingen løsning, men udelukkende kedelige pakker under EU-træet. Der ligger hjælpepakker til en række europæiske lande, og pakker med lange næser og varm luft til alle de andre EU-lande.  Alle pakker indkøbt med strukturelt rystede og lettere værdiløse euroer.

Statsministeren siger, at den danske krone allerede er koblet til euroen, og vi er med i europlus-pagten, og derfor kan vi lige så godt opgive al suverænitet, og gå hele vejen. Det går jo så godt i eurozonen. De evigt EU-glade, herunder statsministeren, er dybt frustrerede over, at Danmark ikke ”sidder med ved det store bord”, fordi de genstridige danskere valgte at sige ja til kronen og nej til euroen. Det må være lidt pinligt for Helle Thorning-Schmidt, at rejse til Bruxelles som repræsentant for en overvejende EU-skeptisk befolkning. Det må være hårdt for en statsminister at stå i spidsen for Danmark, når Danmark, efter statsministerens opfattelse, ikke helt har forstået opgaven. 

Danmark er ikke med i euro-samarbejdet. Derfor bør vi heller ikke betale for redningspakkerne. Ingen krise- eller redningspakker kan løse euroens strukturelle problemer. Det ved markedet udmærket godt. Det altovervejende problem består i, at et økonomisk svagt og gældsplaget land som Grækenland deler valuta med et vækstlokomotiv som Tyskland. Det forhold ændrer ingen redningspakke noget som helst ved. Tværtimod trækkes pinen ud – og problemerne vokser sig større. Hvad sker der, hvis ligeledes gældsplagede lande som Spanien eller Italien står for tur? Vil der overhovedet være penge nok, hvis det sker?

Helle Thorning-Schmidt vil gerne deltage aktivt i forhandlingerne. Derfor er det formentlig også kun et spørgsmål om tid, før regeringen involverer Danmark aktivt i en hjælpefond under det velkendte motto, at ’Danmark også bliver påvirket af krisen, og derfor aktivt må hjælpe til’.

Det vil med andre ord sige, at Danmark kommer til at betale til genrejsningen af de sydeuropæiske landes økonomier. Skatteyderne kommer til at betale regningen. Penge, der kunne være brugt til f.eks. bedre sundhed og hospitaler her i landet, vil falde i et bundløst hul, uden at krisen på nogen måde bliver lindret.

I Dansk Folkeparti siger vi nej. Vi nægter at lade Danmark medvirke til at forlænge krisen på danskernes bekostning. Så længe euroen fungerer som fælles valuta for vidt forskellige lande, er det umuligt at skabe vækst – simpelthen fordi betingelserne for vækst afhænger af tillid, og den tillid er ikke til stede. Nej, der kommer ingen gode julegaver under EU-træet. Højst et par dyre hjælpepakker.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti fik ikke 90 mandater i Folketinget. Derfor gælder partiernes løfter til vælgerne ikke. Det synes at være den officielle forklaring fra to af de tre regeringspartier, der har travlt i disse dage med at forklare vælgerne, hvorefter de mange løfter, der blev udstukket i valgkampen ikke bliver til noget. 
Den forklaring køber jeg imidlertid ikke. Ingen havde forventet, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti alene havde fået flertal i Folketinget. 
Alle måtte forvente, at Radikale Venstre og Enhedslisten ville blive nødvendige for at sikre Helle Thorning-Schmidt statsministerposten. Så S-SF kunne jo bare have afstemt deres valgløfter herefter. 
Alle på Christiansborg vidste, at radikale ikke ville give køb på tilbagetrækningsreformen og dermed at S-SFs løfter om efterlønnen var rent bluff. 
Alle på Christiansborg vidste, at de radikale ville forlange massive indrømmelser på udlændingeområdet og at løftet om at fastholde den stramme udlændingepolitik, der i forvejen var udvandet fordi S-SF havde lovet at afskaffe starthjælp og kontanthjælpsloft, ikke ville blive til noget. 
Den tidligere regering og det tidligere flertal har handlet helt anderledes. Her har vælgerne kunnet stole på, at de løfter, der var givet før valget, også kom med i regeringsgrundlaget – men anderledes altså med Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, der med åbne øjne og helt bevidst har ført vælgerne bag lyset, for at kunne sætte sig i ministerbilerne uanset, at man så skal føre radikal politik. 
Jeg kan godt forstå, at S og SFs vælgere er skuffede. Det ville jeg også være, hvis jeg på så skamløs en facon var blevet ført bag lyset.

Den nye regering har anlagt en helt ny og interessant kirkepolitik. 

Hvis et medlem af folkekirken truer med udmeldelse, gør Helle Thorning-Schmidt (S) og Margrethe Vestager (R) vedkommende til kirkeminister. Den radikale Manu Sareen sagde i august, at han ville melde sig ud. I oktober blev han så kirkeminister. 

Hvis ikke der var tale om et af landets højeste embeder, ville jeg skraldgrine. Nu er det bare sørgeligt. Jeg er for vores nuværende folkekirkeordning. 
Det er en afbalanceret og fornuftig ordning. 
Jeg er helt med på, at den nye regering er imod, ligesom Helle Thorning Schmidt (S) tidligere har argumenteret for en total adskillelse af kirke og stat og ligestilling af islam og kristendom med mere. 

Det er så sådan, det er, men derfor kunne den nye regering godt udvise en vis form for interesse i folkekirken. 

Man kunne da i det mindste lade, som om man interesserede sig for den. 

Det ville være at vise respekt for de mange, der arbejder eller er frivillige i kirken, og naturligvis at vise respekt for de mange danskere der synes, at en dåb, et bryllup eller en begravelse i kirken betyder noget. Folkekirken markerer jo blandt andet livets begivenheder. 

Det alene burde afføde en vis respekt.

 Nu er valgets sidste dag kommet. Uanset valgresultatet vil jeg benytte lejligheden til at sige tak til de mange, familie, venner, partimedlemmer og andre venlige sjæle, som igennem valgkampen har gidet bakke mig op. Det varmer utrolig meget.

Økonomien er vigtig. Men det vigtigste er det, der binder os sammen som folk.  Det er vores kultur, vores traditioner, vores normer og værdier. Der er kun os selv til værne om det, som Danmark bygger på. Det vil jeg kæmpe for. Det er min sag! Det bør også være din sag, vores fællessag som danske!

Jeg mener udlændinge i Danmark skal tilpasse sig vores samfund. Det betyder ikke, at jeg ikke bryder mig om udlændinge, sådan som mange påstår. Det betyder blot, at udlændinge i Danmark skal integreres, når de vælger at slå sig ned i Danmark. Skik følge eller land fly. Jeg vil bevare dansk kultur.

Jeg vil også sørge for at hjælpe og støtte samfundets socialt udsatte, de gamle og børnene. Ældre skal have udsigt til en økonomisk fornuftig alderdom. Det skylder samfundet dem. Det skylder vi dem.

Forældre skal være sikre på, at børn i folkeskolen vil blive inspireret til at lære mere. Børnene og ungdommen er fremtiden, og skal derfor have mange muligheder og mange tilbud, så de kan få en god tilværelse. Børnene er vores allesammens fremtid. Jeg vil have en folkeskole, hvor man ikke er bange for at lægge vægt på at undervise i danmarkshistorie og dansk kultur. Folkeskolen er en af vores vigtigste kulturinstitutioner, som kan binde folket sammen. I folkeskolen har vi alle tiders mulighed for at lære elever med anden baggrund end dansk om det land de er kommet til. Så en stemme på DF er en stemme til gavn for alle danskere og til gavn for de velfungerende indvandrere.

DF vil gøre det trygt at være borger i Danmark.

Nu vil jeg ikke sige mere, eller skrive mere. Der er blevet sagt og skrevet rigeligt. Nu er det vælgernes tur til at tale. Danskerne får det sidste ord. Du får det sidste ord.

Jeg ønsker alle en god valgdag

Så er valget kommet, og det bliver ganske givet en spændende og hård valgkamp. Indledningsvis vil jeg takke de mange vælgere og medlemmer, som siden sidste valg har bakket op om mit arbejde, både til møder, i supermarkedet og på skrift ved henvendelser til Christiansborg. Jeg vil også takke dem, der har besluttet at hjælpe mig i valgkampen. Det er en helt ubeskrivelig følelse, når unge og ældre, venner, partimedlemmer og familie, gider hjælpe med plakater og brochure i den kommende valgkamp!

Jeg vil slås for de sager, som jeg altid har kæmpet for, udlændingepolitik, skolepolitik, socialpolitik og ikke mindst vil jeg kæmpe for et Danmark, der hænger sammen socialt og kulturelt. Det handler om hvilket samfund, vores børn og nye generationer skal vokse i og blive en del af. Ganske enkelt! Det er essensen.

Hvis vælgerne giver mig deres stemme, så vil jeg bruge den til at værne om vores folkelige frihed og vores traditioner. Jeg anser familien og børnene for at være samfundets grundpiller. Ungdommen er fremtiden, og unge skal sikres viden om vores kulturarv samt sikres gode uddannelses- og karrieremuligheder. Men jeg vil også sætte fokus på de ældre. Jeg værdsætter de ældres livslange indsats og vil forbedre de dårligst stillede pensionisters økonomi.

Den økonomiske politik skal sikre velfærden. Et samfund bør bedømmes på, hvordan det behandler sine udsatte borgere. Social- og sundhedsområdet skal prioriteres, så borgerne oplever en velfungerende offentlig sektor

Jeg ønsker en stram udlændingepolitik og et stærkt dansk fællesskab. Jeg mener, at det er til gavn for danskerne og de velfungerende indvandrere, hvis Folketinget i højere grad modarbejder parallelsamfund og slår hårdere ned på kriminalitet og islamiske ekstremister

Jeg er en stor tilhænger af internationalt samarbejde, men jeg er modstander af udviklingen i EU, som går i retning af Europas Forenede Stater.

Det er nogle af de emner, som jeg vil bringe ind i valgkampen, og som jeg vil kæmpe for.

God valgkamp

Så lykkedes det, som Dansk Folkeparti har kæmpet for i mere end ti år: Grænsekontrollen bliver genindført!

Der er ingen tvivl om, at det var en trist dag for en del mennesker, da Dansk Folkeparti sammen med regeringen fik lavet en aftale om grænsekontrol ved den danske grænse.  De som med god grund kan brokke sig over aftalen, er de personer, som i dag har perfekte arbejdsforhold til f.eks. at udføre kriminelle handlinger over den danske grænse: Våbensmuglere, menneskesmuglere, narkosmuglere, tyvebande, folk som indfører biler ulovligt og alle de andre personer, som de sidste ti år har haft frit spil til at drive deres grænseoverskridende, kriminelle handlinger. Nu bliver deres liv en del mere besværligt. Heldigvis!

Der er mange gode grunde til at et land skal have en synlig grænse, der kontrolleres af myndighedspersoner. En genindførelse af grænsekontrollen vil blandt andet betyde en bedre indsats mod illegal indvandring. Ifølge eksperter findes der i øjeblikket tusinder af illegale indvandrere her i landet, der arbejder under slavelignende betingelser. Det er naturligvis helt uacceptabelt. Illegale indvandrere er i høj grad en belastning for statskassen, når man holder sig til de økonomiske aspekter. Udover det, er der naturligvis meget grimt at sige om det menneskelige aspekt i, at disse mennesker ansættes under slavelignende forhold. Det skal naturligvis også begrænses på alle måder. Når de illegale indvandrere er en belastning for statskassen, er det blandt andet fordi disse netop udfører arbejde uden at betale skat, ligesom deres arbejdsgivere også unddrager sig deres forpligtigelser over for fællesskabet. Naturligvis skal vi også have fokus på de illegale indvandrere, der allerede opholder sig i landet, men at standse langt mere af den illegale indvandring ved vores grænser, er bestemt en del af den samlede løsning. Der er ingen tvivl om, at denne konsekvens af en genindførelse af grænsekontrollen vil betyde flere penge i statskassen.

En genindførelse af grænsekontrollen vil også betyde mindre kriminalitet i Danmark begået af for eksempel østeuropæere. Det vil igen medføre, at blandt andet politi og domstole sparer ressourcer, ligesom almindelige danskere slipper for at skulle erstatte stjålne ting over forsikringen eller af egen lomme. Det er ikke småpenge, der er tale om. For eksempel var hver femte sigtelse, som Købehavns Politi rejste sidste år, rettet mod en person med østeuropæisk statsborgerskab. I øvrigt er omfanget af  kriminalitet, som østeuropæere begår i Danmark, stigende. På bare ét enkelt år er antallet af østeuropæere, der bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, steget med hele 23 procent. I visse dele af Nordjylland er antallet af indbrud i fritidshuse på få år steget med 500 %. Politiet formoder, at størsteparten af disse indbrud, bliver begået af udenlandske tyvebander.  

Jeg kan allerede nu høre forargelsen fra Det Radikale Venstre og andre partier gående på at Dansk Folkeparti fremprovokerer fremmedhad og andre dårligdomme med aftalen. Til det er der blot at sige, at der kommer selvsagt udlændinge til Danmark bl.a. fra andre EU-lande som uden problemer er her i en kort periode eller som slår sig ned i Danmark, og bliver til en del af samfundet. Disse bør – på linie med helt almindelige danskere – glæde sig over at aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti slår ned på dem, der ikke gider Danmark, og som ikke bidrager positivt. Generne for helt almindelige mennesker bliver minimale, samtidigt med at risikoen for alle dem med urent mel i posen stiger betragteligt.

Man kan også med al rimelighed formode, at en genindførelse af grænsekontrollen vil betyde mindre smugleri af narko samt mindre smugleri af den slags, hvor kioskejere og andre næringsdrivende henter slik, sodavand og andre ting syd for grænsen, og så sælger dem i kiosken uden at betale afgifter til staten. Mange kioskejere bliver snuppet i at have sådanne ulovligt indførte varer på hylderne, hver gang SKAT holder razzia. Det kræver ikke den store kugleramme at konkludere, at det derfor vil give øgede indtægter til statskassen, når den form for grænsetrafik bliver stoppet.

Alt i alt er der mange potentielt store indkomstposter, som en genindførelse af grænsekontrollen med al sandsynlighed vil give, og derfor er en genindførelse af grænsekontrollen også ud fra et økonomisk synspunkt en rigtig god idé.

Ud over det skal man heller ikke glemme den store personlige tilfredshed det vil give de mange borgere, som vil kunne sove lidt mere trygt om natten, når der igen står myndighedspersoner og holder vagt ved Danmarks grænse. Udsigten til mindre kriminalitet på en lang række områder, er det vel kun de kriminelle selv, som kan være utilfredse med.

Jeg mener også, at det i øvrigt er helt naturligt at Danmark markerer sin grænse overfor omverden. Det er der ikke noget ondt i. Jeg foretrækker også, at der er en hæk imellem min nabo og jeg.